Der er nu under 50 dage til, vi åbner DM i Skills 2026 i Hjørring

Udgivet 05-03-2026

Markedsføringen intensiveres, og samtidig knokler alle gode kræfter for at få setup’et helt på plads.

DM i Skills afholdes 22. - 25. april 2026 i Hjørring

Det lokale erhvervsliv bakker flot op. 50 virksomheder har sagt ja til at være sponsor. Flere har desuden købt en stand i vores lokale sponsorområde i hal 2, hvor netværksområdet Meet & Greet for lokale virksomheder også er placeret. Samlet har sponsorerne bidraget med 1.380.000 kr.

DM i Skills skal omsættes til flere unge på en erhvervsuddannelse. Erfaringer fra andre kommuner viser øget søgning efter et Skills-event, da både unge og forældre bliver inspireret. Udfordringen er at fastholde dem – særligt når praktik- eller elevpladsen nærmer sig. Det er et fælles ansvar, at vi får disse unge godt igennem en erhvervsuddannelse. Vejledningsindsatsen styrkes, for at sikre flere starter på den rigtige uddannelse, og virksomhederne opfordres til at åbne dørene lidt mere og tage en ekstra lærling, når det er muligt.

Med den store opbakning er fundamentet stærkt. I sidste ende er det i alles interesse at uddanne og fastholde så mange unge som muligt i vores kommune – og erhvervsuddannelserne er en vigtig del af løsningen.

Ole Bendix, erhvervschef

Derfor bakker det lokale erhvervsliv op om DM i Skills

50 lokale sponsorer har valgt at støtte DM i Skills i Hjørring – og det er vi både stolte og taknemmelige for. I videoen møder du fire af dem, som sætter ord på, hvorfor det giver mening at bakke op og hvad de håber, unge får med sig fra oplevelsen.

Autoteknika samler lærlinge fra 110 værksteder til DM i Skills

Autoteknika er en del af Bosch Car Service med omkring 110 værksteder i Danmark. I forbindelse med DM i Skills samler de kædens lærlinge på personvognsmekaniker-uddannelsen til fælles arrangement i Hjørring. Der arrangeres busser og bydes på mad og underholdning i Autoteknikas lokaler på Læsøvej, hvorefter de unge besøger DM i Skills i Park Vendia.
Morten Schneider Jensen, Autoteknika, fortæller, at Bosch Car Service de seneste år bevidst har valgt at tage flere lærlinge ind for at sikre fremtidens arbejdskraft. Kæden investerer løbende i lærlingene med fælles ture til blandt andet fabriksbesøg og fagmesser – initiativer, der styrker både faglighed og relationer på tværs af de 110 værksteder. “DM i Skills var en oplagt anledning til at samle vores lærlinge – og det passer perfekt ind i vores strategiske arbejde,” siger han.

Lokale lærlinge klar til DM i Skills

Når DM i Skills løber af stablen i Hjørring, er flere af konkurrence-deltagerne under uddannelse i lokale virksomheder.
Ida Peilicke Jacobsen er elektrikerlærling hos Erik Lytzen og Mathilde H. B. Bundgaard er skilteteknikerelev hos Egotag. De er to af i alt otte deltagere* fra virksomheder i Hjørring Kommune.
De øvrige er Sandra Marie V. Stokbro, bagerelev hos Bageriet Haabet, Anders Bidstrup Hansen, kokkeelev hos Restaurant Abstrakt, Josephine Engen Eriksen, flisemurerlærling hos Murerfirmaet Vilsen, Henriette Greve Vikene, Gourmetslagterelev i Meny Hjørring, Sebastian Egholm Pedersen, Autolakererlærling hos Autocrash Hjørring samt Emil Dunker Laursen, tømrerlærling hos Mestertømreren/ Søren Søndergaard. Vi ønsker alle lokale deltagere held og lykke!
*Forbehold for ændringer i opstillede konkurrencedeltagere 

Kristian blev verdens bedste flisemurer - mød ham til DM i Skills

Lokale Kristian Bak Hansen vandt VM i Skills i 2024 som verdens bedste flisemurer. Til DM i Skills i Hjørring kan du møde ham og høre mere om faget og hvordan det er at være verdensmester.
Kristian er ansat hos Hæstrup Murerforretning. Indehaverne Daniel og Bjarne Thomsen håber, at DM i Skills ikke kun inspirerer unge, men også virksomheder: "Det kræver meget at have lærlinge, men det er en nødvendig investering. Tag ud og oplev DM i Skills – man kan næsten ikke undgå at blive smittet af den faglige stolthed. Måske giver det inspiration til at tage en lærling ind eller give plads til én mere. Vi har alle et ansvar for, at der er gode lærepladser, så vi kan uddanne fremtidens dygtige faglærte".