Hjørring Vandselskab har en medarbejdersammensætning, hvor mange er erfarne og har været i branchen i mange år. Derfor er der et tydeligt fokus på at få nye kræfter ind, som kan være med til at sikre driften fremover.
Jesper Wiggers på 39 år og Simon Nygaard-Bergstrøm på 36 år er begge blevet ansat i voksenlære efter en periode med ledighed og via et opslået stillingsopslag.
Virksomheden arbejder målrettet med at uddanne egne medarbejdere med henblik på at fastholde dem efter endt uddannelse og dermed sikre en stabil og kompetent medarbejderstab i fremtiden.
Nye kræfter i en erfaren organisation
Jesper fremhæver de faglige muligheder som afgørende:
”Det her er for interessant at arbejde med til, at jeg kunne lade være. Jeg havde egentlig set mig lun på en anden branche, men her er der så mange udviklingsmuligheder. Man kan både komme ud i driften og ind på laboratoriet,” siger han.
Jesper har en baggrund som mekaniker, mens Simon er uddannet kok og kemiingeniør. To forskellige faglige indgange til en hverdag med komplekse processer og teknisk drift.
Behov for nye profiler i organisationen
Driftsleder Jannie Holmegaard Andersen peger på behovet for nye profiler i organisationen:
”Vi har stort fokus på at fastholde arbejdskraft, men vi har også brug for at få nye medarbejdere ind. Vi har mange erfarne kolleger, og derfor skal vi sikre, at vi får nye kræfter ind i takt med udviklingen i vores arbejde,” siger hun. ”Og det er faktisk en relativt ny udvikling, at spildevandsbranchen i Nordjylland i stigende grad har rettet fokus mod procesoperatøruddannelsen.”
Hun fortæller samtidig, at voksenlæreordningen også giver en praktisk ramme for ansættelserne – både i forhold til løn og mulighed for tilskud:
”Når man ansætter voksenlærlinge, er der en anden lønstruktur, og der er mulighed for tilskud. Men det har ikke været afgørende – det vigtigste er at finde de rette profiler,” siger hun.
Jannie fremhæver desuden lærlingenes forskellige baggrunde som en styrke:
”Da vi jo ikke har en specifik uddannelse til vores branche, så er det kun en fordel, at de kommer med anden erfaring. Det giver forskellige perspektiver på opgaverne. Procesoperatøruddannelsen er linket mellem driften og laboratoriet”, forklarer hun.
Arbejdet på et renseanlæg er præget af ansvar og høj kompleksitet, da der er tale om kritisk infrastruktur, hvor sikker drift er afgørende for både miljø og forsyning.
Onboarding i praksis
Virksomheden har et stærkt fokus på onboarding. Jesper og Simon har blandt andet været rundt på virksomhedens anlæg for at få indblik i sammenhængen i den samlede drift, og de oplever, at der bliver taget god tid til at introducere dem grundigt til både organisation og arbejdsopgaver.
Der er samtidig stort fokus på læringsmål og uddannelse fra virksomhedens side, og der forventes et tilsvarende niveau fra skolen, hvor den teoretiske del af uddannelsen gennemføres.
Procesoperatørens rolle i praksis
Om selve arbejdet siger Simon:
”Procesoperatøren kan mange ting – fra overvågning på skærmene til at gå ud på anlægget. Jeg lærer, hvornår jeg skal handle, og hvornår jeg ikke skal.”
Jesper supplerer:
”Det er fedt at gøre noget, som virker. Man får en effekt med det samme og ser hurtigt en reaktion. Procesoperatøruddannelsen kan klart anbefales, hvis man kan lide at arbejde med alt det mekaniske, der ligger bag processerne.”
Fremtid og skoleforløb
Snart skal Jesper på sit første skoleforløb, mens Simon allerede har været på 1. hovedforløb. Begge ser frem til det videre uddannelsesforløb med store forventninger.
Uddannelsen til procesoperatør giver en bred forståelse for processtyring, kvalitet og sikkerhed i industrien, hvor stabil drift og et sikkert arbejdsmiljø er centralt. Den tilrettelægges individuelt afhængigt af erfaring og baggrund. Forløbet kan tilpasses tidligere erhvervserfaring og uddannelsesniveau, og der foretages en realkompetencevurdering, som i nogle tilfælde kan afkorte uddannelsen. Det betyder, at forløbet skræddersys til den enkelte lærling.
Fokus på fremtidens drift
For Hjørring Vandselskab er lærlingeindsatsen en del af en langsigtet tilgang til rekruttering og kompetenceudvikling i en kritisk samfundsopgave.
Med Jesper og Simon i lære fortsætter arbejdet med at styrke kompetencerne internt og sikre en stabil og fremtidssikret drift med fokus på miljø, kvalitet og forsyningssikkerhed.

