På Mandøvej i Hjørring ligger Supervins pakkeri - adskilt fra den velkendte butik i Højene. Her plukkes og pakkes varer, modtages leverancer og håndteres returvarer. Mange af arbejdsopgaverne er præget af faste procedurer, gentagelser og tydelig struktur.
Det kan være en fordel for mennesker, som af forskellige årsager har brug for en arbejdsdag med forudsigelighed og klare rammer.
Gennem flere år har Supervin samarbejdet med Hjørring Kommune om rekruttering, praktikforløb og fleksjob. I dag er 14 medarbejder tilknyttet lageret, og ifølge logistikchef Nicolai Thomsen er fire af dem startet i praktik.
Man er nødt til at vide, hvad man skal tage hensyn til
For Nicolai Thomsen er én ting helt afgørende, når en praktikant eller ny medarbejder har særlige behov: klar kommunikation.
Virksomheden har tidligere oplevet et praktikforløb, hvor udfordringerne ikke var kendt fra begyndelsen. Det gjorde det svært at forstå, hvorfor bestemte situationer blev vanskelige - og dermed også svært at gøre noget ved dem.
"Det er ingen skam at have særlige behov. Vi skal bare have en klar kommunikation omkring det, for så kan vi forholde os til det og planlægge, hvad der skal til for, at den enkelte trives godt", siger Nicolai Thomsen.
Det er en tilgang, som Business Hjørrings opfølgningskonsulent UNG, Trine Boelt Bressay, også har i sit arbejde. For nogle unge kan det være svært at fortælle en arbejdsplads om en diagnose eller andre udfordringer, fordi de er usikre på, hvordan det bliver modtaget.
"Vi vil selvfølgelig altid overholde vores tavshedspligt, men vi taler meget med borgeren om det, da vi ved, at åbenheden netop kan være dét, der gør forskellen", fortæller hun. "Når virksomheden kender behovet, bliver det muligt at tage de hensyn, der skal til."
Hos Supervin kan det være ekstra grundig instruktion, færre spontane skift mellem arbejdsopgaver eller en klar aftale om, hvad man går videre med, hvis man bliver færdig med en opgave. Andre gange kan det handle om at reducere støj eller give mulighed for at arbejde mere uforstyrret. Ofte er det små justeringer, der gør den store forskel.
Og så handler det om den løbende dialog. Hos Supervin skal det være trygt at sige tingene højt. Nicolai Thomsen opfordrer medarbejderne til at komme til ham, hvis noget er svært eller fylder, og døren til kontoret står altid åben.
De rette rammer skaber udvikling og en god ressource
Det er ikke altid problemfrit at tage særlige hensyn. Ekstra oplæring og støtte kræver tid og indimellem skaber det frustrationer hos øvrige medarbejdere. Nicolai oplever dog ikke, at det er en stor udfordring. Det er en del af kulturen, at man hjælper hinanden og tager de hensyn og desuden ved alle, at det er i en begrænset periode.
For med tiden bliver behovet for særlige hensyn typisk mindre, medarbejderen vokser med opgaven og falder så naturligt ind i arbejdsfællesskabet, at man ikke længere tænker over, at der engang var behov for ekstra støtte.
Trine Boelt Bressay har gennem det seneste år fulgt en ung i et forløb, som undervejs har gennemgået en markant udvikling - fra at være meget tilbageholdende til at være mere tryg, have større tro på egne evner og være blevet en del af arbejdsfællesskabet. Det giver også noget tilbage til arbejdspladsen.
"Vi kan godt lide at være med til at udvikle mennesker. Det at se en person, der har haft det svært, begynde at blomstre, er også en del af det, der giver mere mening i arbejdet", siger Nicolai.
Det er ikke nødvendigvis store spring fra uge til uge. Men når et menneske bliver mere stabilt, får mod på mere, måske kan gå op i tid og i højere grad bliver en del af arbejdsfællesskabet, kan både virksomheden og den enkelte mærke værdien. – "Så er det jo egentlig en win-win", siger han.
Se på opgaverne med nye øjne
For Trine Boelt Bressay lyder den generelle anbefaling at se på virksomhedens behov og opgaver.
"Mange virksomheder har opgaver, som ikke nødvendigvis behøver at blive løst af de medarbejdere, der gør det i dag. Ved at tænke lidt anderledes, kan man både frigøre ressourcer til andre opgaver og skabe plads til en medarbejder, der har brug for særlige hensyn eller færre timer", fortæller hun.
Og nogle gange viser det sig, at de faste rutineopgaver, som andre medarbejdere gerne vil slippe for, passer rigtig godt til en medarbejder, der trives med struktur og gentagelser.
"Der er nogle, som synes, at struktur og rutiner er fantastisk, hvor andre ville komme til at kede sig, hvis de skulle lave det samme hver dag", fortæller Nicolai Thomsen.
Hos Supervin er mangel på arbejdskraft ikke drivkraften. Her handler det i højere grad om den værdi, det giver for begge parter. Men for virksomheder, der har svært ved at rekruttere, kan det samtidig være en gevinst at være mere åbne over for mennesker med behov for særlige hensyn.
"Vi oplever, at mange virksomheder er blevet bevidste om, at det er nødvendigt at tænke i nye måder at rekruttere på. Og det behøver ikke at begynde med en praktik – det kan lige så godt være en ordinær ansættelse fra start", siger Trine Boelt Bressay.
Her hjælper Business Hjørring med at se mulighederne og med at finde det rette match og den form for samarbejde, der giver bedst mening. Der kan også være mulighed for støtteordninger, f.eks. personlig assistance, hvor virksomheden kan få tilskud til, at en kollega yder den nødvendige støtte i arbejdet.
For Supervin er opskriften egentlig ganske enkel: "Vær åben overfor det, tal om det, der kan blive svært, og se på, hvad den enkelte faktisk kan bidrage med", lyder anbefalingen fra Nicolai Thomsen til andre virksomheder.

