23-årige Lukas skabte sin egen virksomhed – og sin egen hverdag

Udgivet 08-05-2025

Efter flere år i fuld fart som kok og køkkenchef mærkede Lukas Grøntved, at kroppen sagde stop. En stresssygemelding i foråret 2024 blev vendepunktet. I dag driver han som 23-årig sin egen virksomhed, Dune Dining, med base i Rakkeby – og Business Hjørring har været med på sidelinjen.

Lukas Grøntved, Dune Dining og erhvervskonsulent Lars Gaden Jensen, Business Hjørring foran forsamlingshuset i Rakkeby.

Dune Dining handler om at give kunderne en unik, personlig og eksklusiv madoplevelse – som private dining hjemme i deres egen spisestue eller i Lukas’ stemningsfulde lokale i forsamlingshuset i Rakkeby, hvor han har lejet sig ind. Her laver han alt fra intime middage og erhvervsmøder til store selskaber. Fællesnævneren er kvalitet og nærvær – både i råvarer og i relationen til gæsterne.

"Jeg vil gerne lave mad med ordentlighed. Jeg går ikke på kompromis med råvarerne – det er mit valg og mit udgangspunkt," fortæller Lukas, som har en fortid hos Restaurant Abstrakt i Hirtshals og stadig er aktiv på junior kokkelandsholdet.

Et nødvendigt skift til et arbejdsliv med mening og balance

Som 17-årig blev han optaget på kokkelandsholdet, og allerede som nyudlært hos Abstrakt fik han som 20-årig ansvaret som køkkenchef. Men det tempo og de forventninger, han havde til sig selv og mødte fra omgivelserne, blev for meget.

"Det var ikke arbejdsmængden, men det psykiske pres. Jeg gik hele tiden på kompromis med mine værdier. Jeg havde brug for at gøre tingene på min måde," fortæller han ærligt.

Beslutningen om at blive selvstændig udsprang både af lyst og nødvendighed. Som køkkenchef begyndte han at interessere sig for økonomi og det bæredygtige aspekt. Han havde fået blod på tanden ift. at blive selvstændig.

Men det handlede også om at skabe et arbejdsliv, der matchede hans prioriteter og måde at fungere på. I dag har han fundet en hverdag, hvor han kan bruge sit hoved om formiddagen og hænderne om eftermiddagen – og vigtigst af alt selv sætte retningen og træffe beslutninger, der afspejler hans passion og værdier.

Sparring og støtte fra Business Hjørring

Allerede kort efter opstarten i september 2024 tog Lukas kontakt til erhvervskonsulent Lars Gaden Jensen i Business Hjørring. Det blev starten på et vigtigt samarbejde, der bl.a. har givet adgang til midler fra LAG Vendsyssel og Business Boost.

"Lars’ sparring har været meget værdifuld. Han hjalp mig bl.a. med at fokusere min ansøgning til LAG-midlerne og satte mig i kontakt med den rigtige rådgiver ifm. Business Boost." siger Lukas.

I sin ansøgning til LAG Vendsyssel har Lukas argumenteret for, at forsamlingshuset er afgørende for forretningen. Det er særligt konceptet med Private Dining, han brænder for og ønsker at differentiere sig på, hvor selskabslokalet skal bidrage til at skabe en stabil indtægt.

Med et samlet projektbudget på 300.000 kr., hvor halvdelen er finansieret af LAG Vendsyssel, har Lukas investeret i udstyr og specialinventar til selskabslokalet – bl.a. gardiner, service, borde, stole og på sigt også en miljøvenlig ovn og opvaskemaskine.  

Midlerne fra Business Boost på 5.200 kr. er gået til rådgivning og kompetenceudvikling med fokus på markedsføring overfor erhvervskunder.

Fokusér på det, du er god til – og få hjælp til resten

I dag driver Lukas Dune Dining på fuld tid med lidt hjælp fra sin kæreste, som læser erhvervsjura og står for SoMe, bogføring og de juriske detaljer i virksomheden. Hun tager sig af det, der ikke ligger naturligt for Lukas – og det er helt bevidst.

Dune Dining har desuden seks tilkaldemedarbejdere tilknyttet. Lukas håber på, at han indenfor et par år har økonomi til at ansætte en kok mere, men han har ikke ambitioner om at vokse for enhver pris:

"Jeg har set andre i branchen løbe efter at vokse og brede sin forretning over f.eks. flere restauranter. Det skal ikke være mig. Jeg vil hellere gøre én ting rigtig godt – og blive kendt for det."

Til andre med en drøm om at starte som selvstændig, giver han dette råd:

“Du har kun ét batteri. Du kan ikke lægge din energi alle mulige steder, for så kører du kun på 30 % hist og pist. Find ud af, hvorfor du gør det, du gør. Stol på din primære forretning, fokuser din energi – og få hjælp til det, du ikke selv er god til.”

Om LAG Vendsyssel

LAG Vendsyssel støtter erhvervsprojekter og aktiviteter, der skaber job, vækst og udvikling af landdistrikterne i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev kommuner. 

Fokus er især på gastronomi og naturoplevelser. Støtten kommer fra EU’s landdistriktsmidler og kræver medfinansiering fra ansøgeren. 

Vil du høre mere? Kontakt Business Hjørring på 72 33 99 99 eller business@hjoerring.dk

Om Business Boost

Business Boost er et tilskudsprogram under Iværksætterdanmark, som tilbyder målrettet rådgivning og kompetenceudvikling til nystartede virksomheder, der ønsker at styrke deres forretning. 

Virksomheder med et CVR-nummer på højst tre år og dokumenteret omsætning kan søge om tilskud på op til 5.200 kr. ekskl. moms. Beløbet kan bruges til enten op til 8 timers rådgivning eller et kursus. 

Der er ansøgningsfrist 30. juni 2025. Vil du høre mere? Kontakt Business Hjørring på 72 33 99 99 eller business@hjoerring.dk