Hirtshalsvirksomheden V∙Kysten, der udlejer feriehuse på kyststrækningen fra Tversted til Lønstrup, har på blot et halvt år oplevet en kæmpe udvikling. Faktisk er der sket så meget, siden indehaveren Vivi Schlie og hendes svigerinde, marketingansvarlig Rikke Schlie, kontaktede Business Hjørring i september 2023, at de skal grave i hukommelsen for at huske den oprindelige motivation for at række ud.
De bliver dog enige om, at overordnet set var tiden bare helt rigtig ift. at løfte virksomheden til næste niveau, og at de havde brug for hjælp til at få sat system og action på de tanker, de gik med.
De første år havde fokus på drift
Vivi startede virksomheden i 2018 helt fra bunden uden et eneste feriehus i kartoteket. Tre år senere blev Rikke en del af teamet, og for ca. et år siden blev Anne Bangsø ansat som ferierådgiver. Hun kom med 10 års erfaring indenfor branchen og kunne overtage nogle af de opgaver, Vivi brugte meget af sin tid på, nemlig kontakten med både udlejere og gæster.
De første år havde der været stort fokus på driften og at skabe en solid og bæredygtig forretning. Da Anne kom til, blev der tid og mentalt overskud til at kigge ind i tiltag, der kunne vækste virksomheden yderligere.
Hjælp til organisering og ansvarsfordeling
Som V∙Kysten fik etableret sig, oplevede de en stor efterspørgsel på et lokalt bureau med fokus på at levere en personlig og nærværende service. I takt med at flere udlejningshuse kom til, opstod der også et behov for at få skabt mere struktur i de interne arbejdsprocesser.
”Høj kvalitet og personlig service er en vigtig del af V∙Kystens koncept”, fortæller Vivi Schlie. ”Det er dét, som vi differentierer os på. Man skal gerne opleve at have fået en bedre service, end man havde forventet.”
For at kunne bevare det høje serviceniveau, over for feriehusejerne og gæsterne, kræver det en solid medarbejderstab. Udover Vivi, Rikke og Anne består teamet i dag af Aleksandra, som er ansvarlig for rengøring og de timeansatte, som sørger for, at husene står knivskarpt ved ankomsten af nye gæster. En vigtig funktion da virksomheden, fra start, valgte at have obligatorisk slutrengøring på alle deres feriehuse.
Organisering, ansvarsfordeling og kompetenceudvikling var således noget af det første, Business Hjørrings erhvervskonsulent Tinna Holmager Olsen hjalp dem med.
Flere direkte bookinger og online anmeldelser
At vækste og øge indtjeningen krævede desuden et stort og nødvendigt fokus på digitalisering i de første samtaler. Derfor koblede Tinna hurtigt Erhvervshus Nordjyllands forretningsudvikler, Jens Elung Jensen, på sparringsamtalerne. Og i fællesskab hjalp de virksomheden med at søge en SMV:Digital, som blev godkendt i efteråret 2023.
Igennem programmet fik de hjælp til at udarbejde en resultatorienteret online marketingstrategi med det formål at skabe mere trafik og flere direkte reservationer via deres website, i stedet for at skulle betale provision til eksterne online portaler.
I dag er de begyndt at kunne se resultaterne, idet flere besøg på deres hjemmeside kommer ind organisk og de besøgende bliver i længere tid. Det er noget, der i sidste ende kan aflæses på bundlinjen.
Et andet mål for dem var at få flere online kundeanmeldelser:
”Mange var søde til at komme forbi kontoret og anerkende os for vores gode service, men de skrev det ikke online”, fortæller Rikke. ”De sidste 3 måneder har vi fordoblet antallet af anmeldelser på google og Trustpilot, fordi vi er begyndt at opfordre gæsterne til det via en mail efter opholdet”.
Nye markeder og grønne tiltag
Vivi og Rikke vil fortsat have fokus på digitalisering, hvorfor de igen har søgt – og i denne uge fået godkendt - en SMV:Digital, som skal hjælpe dem med at få implementeret et CRM-system. Et vigtigt værktøj, der har til formål at skabe en endnu bedre gæsteoplevelse.
”På den måde kan vi f.eks. sende nyhedsbreve ud, som passer til gæsternes behov ud fra, hvad de tidligere har booket hos os”, siger Rikke.
I Vivi og Rikkes vækstplaner i fremtiden ligger der dog mange andre tiltag, bl.a. at kigge mod nye markeder.
”I dag er 64% af vores gæster tyskere og stort set resten danskere”, fortæller Vivi. ”Det er en fin kombination, fordi perioderne for, hvornår gæsterne kommer, er godt fordelt. Men vi vil gerne aktivere husene hele året og derfor vender vi blikket mod nye markeder”.
Også grøn omstilling vil være et fokusområde fremover. V∙Kysten oplever allerede en øget interesse fra udlejere og gæster for bl.a. energiforbrug, økologi og biodiversitet. Og de er bevidste om, at der kun bliver øget fokus og flere krav i fremtiden, hvorfor det er noget, de gerne vil kunne rådgive deres udlejere omkring.
Sparringssamtalerne holder os til ilden
Både eksport og grøn omstilling er noget, Business Hjørring og Erhvervshus Nordjylland også kan hjælpe med. Der er faktisk så mange områder at tage fat i for den mindre vækstvirksomhed, at sparringssamtalerne nu er sat i system.
”Vi kan se, hvor meget der sker fra gang til gang – Vivi og Rikke er virkelig gode til at rykke på de ting, vi aftaler,” siger Tinna Holmager Olsen og fortsætter ”Derfor vil vi selvfølgelig også gerne støtte så godt vi kan undervejs i processen – både med sparring og de vækstprogrammer, der kan passe ind.”
Vivi og Rikke sætter stor pris på, at have så tætte sparringspartnere.
”Ikke nok med, at vi mødes jævnligt med Tinna og Jens, men de har også sat os i forbindelse med mange andre eksterne samarbejdspartnere. Vi har været enormt trygge i hænderne på Business Hjørring. Vi bliver holdt til ilden, og når nu konsulenterne bruger deres tid og kompetencer på os, så er det vores fornemste opgave at omsætte det til nogle konkrete handlinger” slutter de.