I job hos Statens Administration: Udfordringer vendt til styrker

Udgivet 22-08-2024

Kristine var i 2023 ledig og tilmeldt jobcentret. Med sin diagnose Aspergers syndrom, er hun i målgruppen for et særligt tilbud, der hjælper borgere med psykiske lidelser med at finde og fastholde ordinært arbejde. I dag er hun ansat hos Statens Administration og føler hun gør en forskel.

Kristine er, trods sine udfordringer ifm. diagnosen Aspergers syndrom, ansat på almindelige vilkår hos Statens Administration. Her står hun sammen med teamleder Simon Kirk Simoni Nielsen.

31-årige Kristine blev ledig og tilmeldt Jobcenteret i foråret 2023. Med sig i bagagen havde hun også diagnosen Aspergers syndrom og er dermed i målgruppen for IPS (Individuel Placement og Support), der hjælper borgere med psykiske lidelser med at finde og fastholde ordinært arbejde. Diagnosen giver hende nogle udfordringer, som hun er meget åben omkring.

”Jeg tror på, at jeg kommer længst ved at spille med åbne kort”, siger hun.

Arbejde er en væsentlig del af mental sundhed
IPS-metoden fokuserer på at matche den rette person med det rette job, hvilket betyder, at medarbejderen ofte vil have en høj grad af motivation og engagement. Derfor taler man meget om, hvad borger har af ønsker for sit arbejdsliv, og i Kristines tilfælde var det et job på kontor, hun bedst kunne se sig selv i og gerne ville afsøge, selvom hun havde en anden uddannelse.

Business Hjørring kontaktede derfor Statens Administration og i november 2023 blev en praktik aftalt med det formål at give Kristine mere erfaring indenfor kontorområdet. Efter praktikperioden åbnede der sig kort efter en jobmulighed, som Kristine selv søgte og i dag er hun ansat i en ordinær stilling på fuld tid.

Vi tager praktikanter seriøst
Statens Administration har ikke en strategi om at tage et socialt ansvar gennem praktikker, men tager altid henvendelser seriøst, og altid med øje for, at det kan være deres næste medarbejder.

”Derfor siger vi også kun ja, når vi er sikre på, at vi har tiden til at tage os af en praktikant”, fortæller teamleder Simon Kirk Simoni Nielsen og fortsætter: ”Når en praktikant kommer på tale, ser vi meget på personprofilen og opfordrer til, at praktikanten er åben omkring eventuelle diagnoser eller udfordringer. Det gør, at vi meget lettere kan tilgodese praktikanten og tage de hensyn, som evt. skal tages.”

Kristine har f.eks. fået en kontorplads på et tomandskontor, hvor hun sidder sammen med sin oplæringsansvarlige. Det giver hende ro og overskud til også at være en del af et team på ca. 30 personer, og f.eks. gå med i kantinen til frokost.

Alle nye hos Statens Administration får en fast oplæring. Det er uanset, hvordan man kommer ind i huset. Den oplæringsansvarlige har stor erfaring med og interesse i at oplære og være mentor for praktikanter og nye kolleger, hvilket også var med til, at Kristine følte sig taget rigtig godt imod, da hun startede i praktikken.

Jeg føler, jeg gør en forskel
Statens Administration er et shared service center for staten med 320 ansatte, hvoraf 120 arbejder i regnskabsafdelingen. Her udføres opgaver som løn og regnskab for hele staten, hvilket indebærer nogle rutineprægede opgaver – opgaver som Kristine trives med. Hun arbejder bl.a. med gældsindberetning for Skat, hvor hun forbereder sager til inddrivelse.

"Jeg har altid gerne ville gøre en forskel, og det føler jeg faktisk, at jeg gør nu med dette arbejde," siger Kristine.

De rutineprægede opgaver og det at vide, hvad der skal gøres og hvornår det skal gøres, er nøgleord for, at ansættelsen er blevet en succes. Kristines diagnose bliver her en styrke, som hun kan bruge i jobbet.

IPS-metoden

IPS (Individuel Placement og Support) er en evidensbaseret tilgang, der hjælper borgere med psykiske lidelser med at finde og fastholde ordinært arbejde. IPS bygger på princippet om, at arbejde er en væsentlig del af mental sundhed og recovery, og at alle, uanset deres psykiske udfordringer, har potentiale til at arbejde i et meningsfuldt job.

IPS-metoden fokuserer på at matche den rette person med det rette job, hvilket betyder, at medarbejderen ofte vil have en høj grad af motivation og engagement. Når en person, der har haft psykiske udfordringer, får mulighed for at arbejde i et støttende miljø, kan det føre til betydelige forbedringer i deres mentale sundhed og generelle velbefindende.

Ved at ansætte gennem IPS kan virksomheder få adgang til en talentmasse, der ellers måske ville være blevet overset. Mange borgere med psykiske lidelser har værdifulde færdigheder og erfaringer, som de kan bringe til arbejdspladsen. Ved at fokusere på deres evner og potentiale frem for deres udfordringer, kan arbejdsgivere opdage medarbejdere, der kan tilføre betydelig værdi til virksomheden.

Mere info om IPS

Har du spørgsmål omkring IPS eller andet ifm. arbejdskraft?

Kontakt din virksomhedskonsulent