29-årige Kresten Møller Pedersen lider af Celebral parese, også kaldet spastisk lammelse. En følge af, at han, under fødslen, fik for lidt ilt. Han er bl.a. afhængig af sin rollator, de ugentlige behandlinger hos fysioterapeuten og at have en ledsager til at tage med på rejser og andre oplevelser.
Hans unge liv har ikke altid været nemt. Udover de udfordringer det fysiske handikap medfører, har han mødt fordomme og har måttet slås med sin egen selvforståelse og en depression for 10 år siden.
Men Kresten har hele vejen kæmpet og insisteret på at leve et så normalt liv som muligt. Han vil ikke lade sig begrænse af sin sygdom.
Som barn gav det sig udtryk i en stædighed om at ville gå på en normal skole. De første skoleår blev han kørt frem og tilbage fra Sindal til Aalborg, hvor han gik på en specialskole, som bl.a. gav mulighed for behandlinger af en fysioterapeut på skolen.
Han klarede sig ganske fint fagligt og gennem skoleårene vendte tanken tilbage igen og igen: ”Hvorfor kan jeg egentlig ikke gå på samme almindelige folkeskole, som min storesøster?” Efter flere forsøg, fik han lov til at give det en chance og i 6. klasse startede han på Sindal Skole.
Hvorfor spørger de mig ikke bare?
Den første tid på skolen i Sindal var dog ikke helt ligetil. Han oplevede mange blikke, snakken i krogene og endda at blive kaldt øgenavne. Noget der gjorde ham ked af det, men han fandt selvtilliden igen.
”Jeg skal vise dem”, tænkte han. ”Godt nok går jeg med rollator, men jeg er lige så normal som dem”.
Han ville ønske, at folk bare ville spørge ind til hans handikap. I dag, hvor han er voksen, oplever han stadig, at folk taler hen over hovedet på ham, for i stedet at henvende sig til hans ledsager.
”Det skyldes jo nok usikkerhed og uvidenhed - folk er bange for at sige noget forkert og gøre mig ked af det. Men det er bare så meget nemmere for alle, hvis man bare spørger”.
Arbejdspladser skal være mere åbne
Han hører om de samme fordomme fra kammerater, der søger job.
”Selv havde jeg skrevet rigtig mange ansøgninger til en læreplads efter min HG, før jeg blev kaldt til samtale hos Toldstyrelsen i Hirtshals, hvor jeg stadig er. Der var jeg jo nok alligevel heldig - min handikappede kammerat har ikke haft held med at finde job.”
Både under jobsamtalen, men også blandt kollegaerne, har han mødt en åbenhed hos Toldstyrelsen. Hans kollega Rikke, som var med til at oplære Kresten for knap 10 år siden, siger:
”Dengang var der da nogle på kontoret, der spekulerede på, om vi ville blive en form for handicaphjælpere, men Kresten viste med det samme, at han er meget selvstændig. Desuden er han meget åben om sit handicap, så vi turde ret hurtigt at spørge ind til det. I dag tænker vi hverken over hans handicap eller det, at han er ansat i fleksjob. Han er en kollega som alle andre.”
Motiveret af at hjælpe andre
Da Kresten flyttede hjemmefra, blev han for presset og brugte al sin energi på arbejde, de daglige huslige gøremål, behandlinger mv. Det viste sig som stresssymptomer og udviklede sig til en depression. Efter at havde forsøgt 37 timer under læretiden til at gå ned på 30 timer, er jobbet nu landet som et fleksjob på 18 timer om ugen.
Han nøjes dog ikke længere med fleksjobbet. I det omfang han må og kan overskue det, tager han indimellem ud og holder foredrag om den bog, han skrev for 3 år siden: ”Jeg er da normal”.
Bogen blev han opfordret til at skrive af en tidligere lærer på sin gamle specialskole: ”Du er en solstrålehistorie. Der er ikke mange af vores tidligere elever, der kan sige, at de har opnået det, du har med uddannelse og job.”
En lyst til at hjælpe og inspirere andre blev vækket: ”Hvorfor skriver jeg ikke den historie?” tænkte han og blev bekræftet af venner og familie, at det var en god idé.
At kæmpe for det man tror på
Det blev starten på 2 hårde år, hvor han mentalt måtte genopleve sit liv - hvor han fik skriveblokering flere gange og stødte panden mod en mur ift. at få nogle til at ville udgive bogen. Det stoppede ham dog ikke og han endte med selv at betale for en redaktør, der hjalp ham med at få den skrevet mere personligt.
Desuden valgte han selv at udgive bogen og derved opstod behovet for at oprette et CVR-nummer, som han blev anbefalet af en revisorkollega.
Med udgivelsen fulgte en interesse og Kresten har holdt foredrag på skoler og i foreninger. Og den tilbagemelding han får, er det hele værd.
”Jeg føler et kick efter at have holdt foredrag. Og de henvendelser jeg løbende får, primært fra andre handikappede og forældre, betyder rigtig meget for mig.” siger han. "Jeg er blevet opfordret til at skrive en bog nummer 2, så lige nu går jeg og overvejer om jeg skal. Men jeg vil under alle omstændigheder meget gerne ud at holde nogle flere foredrag. Der er et par aftaler i kalenderen, men plads til flere.”
Kresten har også andre tanker i forlængelse af sin bogudgivelse. Blandt andet at gøre mere ud af sin Instagram-profil, hvor han deler billeder fra sin hverdag, men måske også at blive den mentor for andre handikappede, som han selv manglede.
Når han indimellem bliver i tvivl om, hvilken vej han skal gå, tænker han på de 6 ord, en person skrev til ham for nogle år siden:
Følg din drøm - giv aldrig op!