Hos Brüel System i Hjørring er de ca. 100 ansatte og Christian Bjerre Cobley på 27 år er en af de senest tilkomne. Den 1. december 2023 blev han, som næsten nyuddannet Industriel Design Civil Ingeniør, ansat i en stilling som Mechanical Engineer, hvor han designer og udvikler på virksomhedens produkter.
Christian blev kandidat fra Aalborg Universitet i sommeren 2023. Selvom han er forholdsvis nyuddannet, har han allerede opbygget et imponerende CV. Tidligt i sit studieforløb opdagede han sin interesse for det mekaniske og søgte derfor studiejobs, der kunne føre ham i den retning. Han var samtidig bevidst om, at han måtte gøre noget ekstra for at skille sig ud som nyuddannet, og det kunne erhvervserfaringen hjælpe ham med.
Ild i øjnene er vigtigere end uddannelse og erfaring
Uddannelse og erfaring er naturligvis vigtige faktorer for Brüel Systems, men endnu vigtigere er den rette indstilling, fortæller HR-chef Helle Ulbjerg:
”Christian har ild i øjnene. Da vi mødte ham til jobsamtalen, viste han, med sine ambitioner under studiet, at han gerne vil yde en ekstra indsats for at dygtiggøre sig. Han ville gerne tage ansvar, og gerne udvikle sig. Så allerede på det tidspunkt talte vi om, hvordan jobbet også på sigt kunne forblive interessant for ham.”
For Christian er ansvar, projektledelse og planlægning vigtige motivationsfaktorer, hvorfor virksomheden meget hurtigt gav ham nogle ansvarsområder og har planer om flere i nærmeste fremtid.
”Allerede fra start har jeg bedt om ansvar - det var vigtigt for mig at vide, at der var nogle udviklingsmuligheder i jobbet,” siger han.
Blandt andet er han blevet ansvarlig for virksomhedens CAD-licenser (Computer Aided Design) og skal efter sommeren stå for at skabe et tættere samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. En intensiveret og struktureret indsats, der skal sikre kompetente medarbejdere. Helle fortæller:
”Vi har set en mulighed med Christian ift. at intensivere samarbejdet med uddannelsesinstitutioner. Han vil være vores repræsentant overfor studerende, og for dem betyder det meget at kunne snakke med én, der ikke har gjort alting i 30 år.”
Virksomheden oplever pt. ikke problemer med at rekruttere, men som en mellemstor virksomhed med 98% eksport, er de ikke en af de mest kendte arbejdspladser i branchen på det danske marked. De er derfor bevidste om, at de må gøre sig umage for at være en attraktiv spiller på arbejdsmarkedet.
Synligheden skaber de særligt ved at pleje netværk og at fremstå som en attraktiv arbejdsplads, f.eks. på LinkedIn.
Helhedsorienteret HR-indsats med henblik på at understøtte trivsel og fastholdelse
For Brüel Systems handler HR-indsatsen dog ikke kun om tiltrækning af nye kompetente medarbejdere. At sikre en god onboarding og en vedvarende indsats for at fastholde medarbejderen er mindst lige så vigtigt.
Onboarding-processen er grundigt planlagt og omfatter blandt andet et detaljeret program for den første uge samt en mentorordning, så den nye kollega altid har én at gå til med spørgsmål.
"Vi sørger for at lægge et program, der sikrer, at man som ny kommer hele vejen rundt i virksomheden, og dermed får en bred kontaktflade med alle fra start," siger Helle.
Christian tilføjer; "Det var virkelig fedt. Man er jo nervøs, når man starter i nyt job, så det er dejligt, at planen er lagt, og man ikke selv skal opfinde ting at give sig til. Jeg følte faktisk allerede efter 14 dage, at jeg kendte alle i virksomheden."
Derudover er arbejdsstationen gjort klar, der står en velkomstkurv på bordet og der er tekst og portrætfoto på den interne infoskærm, der informerer alle medarbejdere om, at der starter en ny.
”Disse ting virker måske banale, men det har faktisk stor betydning for, at den nye medarbejder føler sig velkommen og får en god start,” siger Helle.
Særligt for nye medarbejdere sørger virksomheden for en tæt og løbende dialog om trivsel og ønsker for arbejdslivet. Det er ikke unormalt at holde fokusmøder en gang om ugen.
”Der er ingen tvivl om, at nærheden er vigtig fra starten”, siger Helle. ”Det er vores ledelsesdisciplin og et tilbud til alle medarbejdere, selvom det selvfølgelig ikke er alle, der har behov - man skal selv være motiveret for det.”
Virksomheden går langt for at finde gode løsninger for den enkelte, uanset om det drejer sig om ansvarsområder, udvikling, fleksible arbejdstider eller særlige udfordringer, der skal tages hensyn til.
Lige nu overvejer de at etablere et satellitkontor i Aalborg for at tilgodese studerende og de medarbejdere, der bor i Aalborg, som indimellem gerne vil være tættere på deres hjem, for eksempel på grund af børn, der skal hentes i institutioner.
Helle pointerer, at Brüel Systems også værdsætter deres ældste medarbejdere højt:
"Vi har en del medarbejdere over pensionsalderen, helt op til 75 år, og vi går langt for at finde gode løsninger for dem også. Her er den traditionelle arbejdsmodel blødt mere op, også med en fleksibilitet og andre hensyn – samtidig med, at de bliver behandlet på lige fod med andre vigtige medarbejdere.”