Højtuddannede er blevet vigtigere for os

Udgivet 09-05-2023

MarineShaft er baseret på klassiske håndværkstraditioner. De seneste par år, har virksomheden dog fået øjnene op for, hvad højtuddannet arbejdskraft også kan bidrage med, til den 80 medarbejdere store virksomhed, der holder til på tre lokationer i Hirtshals.

De 3 ingeniører er blevet ansat indenfor de sidste 2 år. (Fra venstre Thor Bast Ketilsson, Simon Vissing og Casper Lykke Olsen)

Højtuddannede sætter gang i udvikling
Kerneydelsen og de stolte klassiske håndværkstraditioner, som MarineShaft er bygget op omkring, er en hel uundværlig byggesten for virksomheden. Den store know-how, bliver givet videre ved sidemandsoplæring, og er ikke noget, man bare lige kan lære på en skolebænk.

Det kan man til gengæld med andre ting – og det er noget MarineShaft i stigende grad har fået øjnene op for de seneste år, hvor højtuddannede har sat gang i en positiv udvikling for virksomheden.

”Højtuddannede er i højere grad blevet vigtige for os”, siger CCO Lisa Hjermitslev. ”Både pga. de højere krav, der bliver stillet til dokumentation, kvalitetsstyring og grøn omstilling. Men også fordi, de er gode til at gribe nye optimerings- og udviklingsmuligheder for virksomheden.”

Tidligere var MarineShaft meget afhængige af underleverandører. I dag foregår megen udvikling inhouse, hvilket både er med til at holde omkostninger nede og giver bedre mulighed for at styre projekter.

De er struktureret og lærer hurtigt
De 3 ingeniører Thor Bast Ketilsson, Casper Lykke Olsen og Simon Vissing har en stor andel i udviklingen.

Casper blev ansat for 2 år siden og var, med sin profil, med til at åbne virksomhedens øjne for mulighederne. Han er uddannet maskinmester i Frederikshavn og har derefter taget en kandidatuddannelse som Produktionsingeniør ved Aalborg Universitet. Han var med til at bane vejen for Simon, som - med samme uddannelsesprofil - blev ansat nogle måneder senere. De to kammerater havde fulgtes ad, både ift. skolegang, men også boet sammen i Aalborg under deres uddannelse på Aalborg Universitet.

Den seneste ankomne er Thor, som har en lidt anden ingeniørbaggrund end de andre, idet han har læst til Civilingeniør i Mekanik på Århus Universitet. I dag arbejder Thor bl.a. med kvalitetsstyring, energioptimering og FN Verdensmålene, selvom det grønne område ikke var noget han, med sin baggrund, havde forudsætninger for. Der var en del, der skulle undersøges og tillæres.

Lisa Hjermitslev oplever, at det bl.a. er en af de forcer, højtuddannede har. At de er hurtige til at lære nyt, gode til selv at opsøge den viden – internt og eksternt - de har brug for, for at løse opgaven. Samtidig arbejder de hurtigt og meget struktureret - alt sammen en træning, de har med sig fra deres uddannelser, hvor research har været en stor del af studiet.

”Et kæmpe plus er desuden, at de er dygtige til at formulere sig – også på engelsk, hvilket er vigtigt for os, i og med, vi har mange internationale kunder”, fortæller hun. 

Ikke alle opgaver er rene ingeniøropgaver. Bl.a. sidder Casper også med logistikopgaver, fordi virksomheden har fået øjnene op for, at han med sin baggrund og tilgang til tingene kan løse opgaverne mere effektivt.

Udfordringen med at rekruttere kompetent arbejdskraft
Udover den værdi, der bliver skabt for virksomheden, er der en anden god historie i de tre ingeniørers ansættelse hos MarineShaft. Nemlig, at tre unge mennesker er flyttet tilbage til kommunen efter endt universitetsuddannelse. De kommer fra henholdsvis Sindal, Hjørring og Kjul og det var bestemt ikke givet for alle 3 at skulle flytte tilbage. Mulighederne længere nede i Jylland og i udlandet, var også blevet undersøgt.

Alle tre ingeniører – som i dag bor i Hjørring - er dog også enige om, at de sætter pris på at være flyttet tilbage til familie og i kendte omgivelser.

For MarineShaft var det heller ikke en selvfølge at kunne tiltrække højtuddannede til Hirtshals. Efter at have haft en ingeniørstilling slået op i en længere periode - uden at kunne finde den rette til jobbet - måtte de indse, at de blev nødt til at være mere proaktive i deres tilgang.

I marts 2023 deltog de derfor på Karrieremessen i Gigantium for primært AAU-studerende og nyuddannede. Og standen var en kæmpe succes – godt besøgt og har efterfølgende givet mange henvendelser. Derfor har virksomheden nu også besluttet, at de fremover vil være mere opsøgende ift. samarbejde under studie. V­­ia projekter og praktikforløb at gøre sig synlige, i håb om bedre at kunne tiltrække kompetent arbejdskraft i fremtiden.

Om MarineShaft

MarineShaft er en moderne virksomhed baseret på klassiske håndværkstraditioner. De har godt 80 medarbejdere og råder over mere end 9000 m2. værksted/kontor på 3 lokationer i Hirtshals.

Virksomheden reparerer, renoverer, bearbejder og fremstiller propellerudstyr og rorarrangementer. De er specialiserede i klassegodkendt koldretning af propelleraksler og rorstammer og modtager aksler fra hele verden til opretning.

Få hjælp fra Business Hjørring

Business Hjørring hjælper med at matche virksomheder med studerende og højtuddannet arbejdskraft. Igennem indsatsen ”Vækst via Viden” styrkes virksomheders muligheder for at tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere, som er en stærk driver for vækst og udvikling, særligt i små og mellemstore virksomheder.

Vi hjælper gerne med at identificere, hvor et samarbejde kunne give mening og værdi i din virksomhed. 

Kontakt

Erhvervskonsulent Tinna Holmager Olsen: 4193 6482/ tho@hjoerring.dk