Robert Wolf fra IT-virksomheden Nocable.dk havde en udfordring. Han ønskede at gøre sin virksomhed og sine services mere synlige – primært vha. markedsføring på Facebook og LinkedIn. En opgave han kun sporadisk fik udført selv.
”Jeg var til tider selv meget flittig på LinkedIn og Facebook, men pludselig tog driften over, og så gik der ofte måneder uden aktivitet. Så det skulle naturligvis ændres”, fortæller Robert Wolf.
Med Tina Vestergaard fandt han løsningen på problemet, men samtidig opstod en mulighed for at servicere sine kunder med en ny service. Tina Vestergaard er uddannet Cand. mag i Dansk og Mediefag og har erfaring med kommunikation via Facebook og LinkedIn. Udover at hjælpe med Nocable.dk’s egen markedsføring, fandt de på at udvide forretningen med en ny servicepakke - en abonnementsløsning, hvor Tina hjælper virksomhedens kunder med deres markedsføring på sociale medier.
Efter 3 måneders ansættelse har flere kunder indgået aftale om Tinas hjælp og det er håbet at flere kommer til.
Tina Vestergaard er tilkendt fleksjob og er ansat i 15 timer ugentligt. Som højtuddannet kan hun bidrage med mange kompetencer, hvilket Robert Wolf har fået øjnene op for.
”Som akademiker har jeg mange kompetencer, som først kommer i spil undervejs i opgaveløsningen. Øvelsen er at finde de opgaver, hvor jeg tilfører mest værdi”, fortæller Tina Vestergaard.
Robert Wolf supplerer: ”Mange af kompetencerne er skjulte, så i takt med, at vi lærer hinanden at kende, får jeg nye ideer”.
Robert Wolf har med hjælp fra konsulent Allan Kiilsholm Petersen, Business Hjørring, flere gange forsøgt at rekruttere studentermedarbejdere på ca. 15 timer om ugen – både lokalt og fra Aalborg. Det lykkedes dog ikke at finde personen med de rette kompetencer. Derfor kom fleksjob-ordningen på tale. En ordning Robert Wolf på det varmeste anbefaler andre:
”Mange virksomheder kender ikke fleksjob-ordningen – og det er en skam. En fleksjobber er en langvarig løsning på en opgave, som kræver kontinuitet og kompetencer, men færre ugentlige timer”, siger han. ”Derfor er jeg også på udkig efter andre fleksjobbere, som kan udføre specifikke opgaver i min virksomhed”.