Højdepunktet var et netværksmøde for Garantipartnerne med samme titel som overskriften i denne klumme. Vi gennemførte en paneldebat med 5 unge om deres forventninger til deres kommende arbejdsgivere, og vi havde Mia Nyborg Jørgensen fra Komponent med på skærmen til at sætte unge i job ind i et lidt større perspektiv. Dette arrangement var så godt, at vi i løbet af foråret overvejer at tilbyde lignende som en workshop for alle virksomheder i Hjørring Kommune.
Vores kampagne har vist, at det stiller nye krav til os arbejdsgivere at ansætte og fastholde unge. Vi skal arbejde anderledes med jobopslag, og vi skal arbejde helt anderledes med onboarding og fastholdelse. De unge er vant til at få feedback og vil gerne høres, og så kan vi se bl.a. i Sundhedsstyrelsens Sundhedsprofil, at mange unge har det svært – og det er med sikkerhed ikke blevet bedre under Coronapandemien.
I Business Hjørring gør vi alt for at hjælpe med rekruttering af unge. Vi har særlige forløb målrettet de unge, som har brug for ekstra støtte, men vi formidler også mange kontakter mellem unge og virksomheder. Og så begynder Ungegarantien måske allerede nu at gøre en forskel på de unges valg af uddannelse. I hvert fald søgte halvdelen af de unge mænd, som gik ud af grundskolen i sommer, ind på en erhvervsuddannelse. Så der er håb forude og hjælp at hente.
Efter juleferien vil vi sætte fokus på højtuddannet arbejdskraft. Vi er med i Vækst Via Viden, som er et samarbejde på tværs af Aalborg Universitet, UCN, A-kasser, de nordjyske kommuner m.fl., om at matche højtuddannede med lokale virksomheder. Vi er rigtig godt med her i kommunen, hvor vi allerede har realiseret måltallet for 1. juli 2023. Med andre ord har mange virksomheder allerede øje for, hvad højtuddannede kan bidrage til, og det vil vi sætte yderligere fart på i 2023.
Kontakt Business Hjørring, hvis vi skal hjælpe din virksomhed på vej.
Erhvervschef Ole Bendix.