Vil du sikre, at dit messebesøg bliver en succes? Med den rette forberedelse og en klar plan kan du både finde nye muligheder, udvide dit netværk og måske lande drømmejobbet. Her er vores bedste tips – før, under og efter messen!
Før messen
- Sæt dit mål – hvad vil du opnå?
Overvej, hvad du gerne vil have ud af messen. Vil du opdage nye virksomheder, finde et job, få inspiration til karrieren eller bare netværke? Det er nemmere at lykkes, når du har en plan.
- Forbered dig hjemmefra
Vi samler alle deltagende virksomheder på vores udstillerside, som offentliggøres ultimo januar. Tjek, hvem der er med, og lav en liste over dem, du gerne vil møde – måske både velkendte navne og nogle af de lokale små og mellemstore virksomheder. Hos Business Hjørring ved vi, at de ofte gemmer på skjulte muligheder. På udstillersiden kan du også se, hvilke åbne stillinger, virksomhederne har med.
- Hav spørgsmålene klar
Det gør det meget nemmere at tage kontakt. Spørg fx ind til arbejdsdagene, virksomhedens kultur, eller hvordan din profil passer ind. Det er oftest dem med målrettede spørgsmål, som efterlader et stærkt indtryk!
- Øv din elevatortale
Fortæl kort og skarpt, hvem du er, hvad du kan, og hvad du søger. En selvsikker præsentation kan åbne mange døre. Har du brug for hjælp til din elevatortale? Kig forbi vores stand på messen – vi hjælper gerne!
Under messen
- Snak med virksomhederne – de er der for dig!
Alle virksomheder er på messen for at møde folk som dig. Så gå bare lige til sagen – de venter på dig. Ret ryggen, smil, og vis, hvad du kan.
- Medbring dit CV
Medbring gerne flere kopier af dit opdaterede CV.
- Kom sammen med en anden
Det er hyggelige at gå sammen og kan gøre det nemmere at tage kontakt. Men husk også at give hinanden plads til de mere dybdegående samtaler.
- Notér, mens du går rundt
Bag på visitkort eller brochurer kan du notere stikord fra samtalerne. Det gør opfølgningen efter messen nemmere – og mere personlig.
- Vær åben og nysgerrig
Selv med en plan er det vigtigt at være spontan. Måske gemmer drømmejobbet sig der, hvor du mindst venter det.
Efter messen
- Følg op – hurtigt!
Vi oplever ofte, at de mest succesfulde messebesøg afsluttes med en personlig opfølgning. Send en mail, tak for samtalen, og mind dem om, hvem du er. Det efterlader et godt indtryk!